|
|
||||
|
|
Det enkle liv - ferie i det skønne ProvenceFransk landliv i det oprindelige Provence, nyrenoverede gamle bygninger i klassisk landstil, opdelt i seks lejligheder og et anneks med plads til i alt 21 gæster. Indretning i enkel stil med fokus på komfort og funktionalitet – Skandinavien møder Provence.
Fra swimmingpoolen og pool-området er der en storslået og helt unik udsigt.
Medbring løbesko eller cykel, til ture i uspoleret og fredet natur på - og omkring domainet.
Vi købte i 2001 Domaine de la Côte d’Or, et næsten 100 år gammelt lille slot, højt beliggende med en fantastisk panoramaudsigt udover søen Étang de Berre med den smukke landsby Miramas le Vieux
overfor og masser af grønt så langt øjet rækker.
Først renoverede vi hovedhuset, hvor vi selv bor. Med kyndig hjælp fra lokale håndværkere og bymuseet, er det lykkedes at genskabe rammerne, således at ejendommen i dag fremstår i den oprindelige stil.
Til domainet hører staldbygninger i de karakteristiske franske, sandfarvede sten. Disse bygninger har vi, med stor nænsomhed og respekt for historien, indrettet til rustikke ferieboliger.
Vi åbnede for udlejning i 2009. Lejlighederne har indlagt centralvarme, så de kan anvendes hele året.
Nærmeste badestrand, findes i Istres, kun 10 minutters kørsel fra domainet.
Middelhavet kan nås indenfor 30-45 minutters kørsel, hvis havbadet trækker.
For de golf interesserede er der en 18-hullers golfbane i Miramas.
Aftenerne tilbringes på terrassen, akkompagneret af cikader, frøer og nattergale.
Lejlighederne er indrettet med komplette køkkener – vi sætter selv måltidet højt – så rammen er sat for mange gode middage i familie og venners lag.
På grunden, som er ca. 100.000 kvadratmeter stor, dyrkes oliven. Hertil lidt frugt og grønt, som ikke mindst vildsvinene er glade for.
Domainet ligger mellem byerne Miramas og Istres på D-16, omgivet af gamle, velkendte og charmerende byer som Aix, Arles, Avignon, Salon og Saint-Remy og den farverige smeltedigel havnebyen Marseilles, blot 50 km væk.
Masser af natur, historie og kunst, smukke rammer, udfordrende oplevelser og geniale indkøbs-
muligheder. Lige fra de lokale markeder til det mere sofistikerede indkøb i Aix og Saint–Remy, eller storbyvandring i Marseilles.
Vi glæder os til at byde Jer velkommen i vores franske paradis!
Tina Brage Vabø og John Vabø
|
|||
Domaine de la Côte d’Or, 151. Route d’Istres (D-16), 13140 Miramas – Foto: Henriette Vabø og Kaare Brage
|
||||